Ingen Superliga-spillere i truppen: Viktor Bak siet fra
Når Danmark i aften tager imod Nordmakedonien til et nervepirrende brag i Parken bliver det uden Superliga-spillere i truppen.
Da Brian Riemer i første omgang udtog sin trup, var der ellers to FC Midtjylland-spillere med i form af Philip Billing og Viktor Bak.
Førstnævnte måtte melde afbud grundet en skade, og nu er Viktor Bak sammen med karantæneramte Joachim Andersen siet fra til den endelige kamptrup mod Nordmakedonien, hvor der kun er plads til 23 af de i første omgang 25 udtagne spillere. Det fremgår af UEFA’s hjemmeside.
FC Midtjyllands unge venstreback må dermed vente lidt endnu på sin landsholdsdebut.