Optakt: Målfest i Svensson-debut mod Silkeborg

Det har været undervejs i et stykke tid, og nu er det så også officielt. FCK og Jacob Neestrup er gået hver til sit efter en forfærdelig sæson, hvor det er gået fra et flot mesterskab i fjor til en skuffende plads i nedrykningsspillet

I de seneste otte runder har de forsvarende mestre blot hentet ét(!) sølle point, så det er selvfølgelig naturligt med udskiftning på trænerposten, for der skal helt åbenlyst friske øjne og kræfter til at få FCK ud af krisen. 

Bo Svensson er ny sherif i hovedstadsklubben, og han får sin sag for med en trup, hvor der skal kigges langt efter harmoni og selvtillid. 

Målet for resten af sæsonen bør og skal være en syvendeplads i Superligaen samt en sejr over FC Midtjylland i pokalfinalen, men det er selvsagt nemmere end gjort. 

FCK har tabt de to første kampe i nedrykningsspillet til OB og Fredericia, og søndag venter Silkeborg, som endelig har fået lidt vind i sejlene. 

Adamsen og McCowatt tilbage i omdrejninger

Efter 10 kampe i rap uden sejr leverede Kent Nielsens tropper en fornem præstation lige inden landskampspausen med en overraskende 3-0 sejr ude mod Randers. 

Langt om længe klikkede det for de offensive profiler Adamsen og McCowatt, som begge fandt vej til netmaskerne, og lige så vigtigt lykkedes Silkeborg med at holde rent bur for blot anden gang i 24 kampe. 

Gæsterne har fire point op til Fredericia over stregen, så der er ikke råd til at lurepasse i Parken, og hvorfor skulle de dog også gøre det mod FCK, som er et af rækkens mest formsvage mandskaber? 

Målfest venter mod Silkeborg i Parken

I forhold til de indbyrdes opgør er der opmuntring at hente for både Silkeborg og de neutrale tilskuere. 

I de seneste fire møder i Superligaen er Klubben fra Søhøjlandet stukket afsted med en enkelt sejr og tre krydser, og cifrene på 3-1, 3-3, 2-2 og 2-2 lover altså godt for de Superliga-fans, som håber på gang i målscoringen. 

Kampen mellem FCK og Silkeborg spilles søndag den 5.april klokken 18.00 i Parken.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen