Optakt: AGF på svær opgave mod brandvarme FCN
NÅ! Nu begynder det efterhånden at dufte af guld og grønne skove i Aarhus.
FC Midtjylland snublede i weekenden for fjerde gang i streg, da de satte en 2-0 føring over styr mod Sønderjyske, og denne gang udnyttede AGF det til fulde.
Jovel, det var ikke den bedste kamp De Hvii’e har spillet i sæsonen, men med to sjældne scoringer fra Janni Serra lykkedes det lige akkurat at slæbe en 2-1 sejr med hjem fra Viborg.
Sejren betyder, at AGF nu er syv point foran midtjyderne med syv runder tilbage af sæsonen, og selvom der fortsat venter to indbyrdes opgør mellem de to tophold, tyder mere og mere på en historisk sæson i Smilets By.
Jacob Poulsen og co. har skæbnen i egne hænder, og kan fredag tage endnu et skridt mod Superliga-guldet med en sejr på hjemmebane mod FC Nordsjælland.
FCN i topform
Umiddelbart er det dog nemmere sagt end gjort, for nordsjællænderne er virkelig begyndt at røre på sig.
Som det eneste hold i Mesterskabsspillet har FCN vundet rub og stub indtil videre med flotte sejre over FCM, Sønderjyske og Brøndby.
Defensivt har Farum-klubben gjort det fortrinligt med blot ét indkasseret mål i tre kampe, og når de samtidig råder over individualister som Junior, Sadio og Adel helt fremme, kan de selvfølgelig skabe problemer for alle hold i Superligaen.
I de seneste indbyrdes opgør mellem de to hold i Aarhus har FC Nordsjælland dog haft det svært med tre nederlag i rap, og spørgsmålet er om de unge talenter kan stå imod presset på et euforisk og entusiastisk Ceres Park Vejlby?
Kampen spilles fredag den 10.april klokken 19.00.