Ishøj-sag om igen for Frem: Dybt frustrerende, men vi kører stadig til Lyseng
BK Frem afventer en afgørelse fra Fodboldens Disciplinærinstans med afsæt i klubbens 3-2-nederlag i Odense mod Næsby.
Her skiftede fynboerne angiveligt en spiller på banen, som ikke var opført på holdkortet, hvilket ikke stemmer overens med reglerne.
Nederlaget betød, at BK Frem skal spille i nedrykningsspillet i resten af sæsonen, mens en sejr havde givet adgang til top seks og kampe om oprykning.
I Valby sidder man dog ikke og regner med, at Næsby pludselig bliver taberdømt og BK Frem dermed alligevel kom med i det sjove top seks-selskab.
“Vi kører stadig til Lyseng på lørdag. Som jeg kan forstå det, så er en manglende holdkortregistrering blot takseret til bødestraf, så det regner vi med, at det nok også kun ender med her. Og når jeg siger ‘kun’, så er det fordi at jeg mener, det ikke er passende, at det kun straffes med bøde, når det kan have så store konsekvenser for os” siger sportschef i Beran Camili, der kun er alt for godt bekendt med netop denne type sager.
I BK Frems nedrykningsæson fra CampoBet 2. Division blev det opdaget, at Ishøj i kampene mod netop Frem havde benyttet sig af en ulovlig spiller. Den fejl blev dog opdaget for sent til at en sanktion var mulig.
“De to fejl minder om hinanden, som potentielt har ret store konsekvenser for os. Det er dybt frustrerende, at vi står i det her to gange inden for et år og i en så afgørende kamp. Det burde ikke kunne ske på det her niveau,” siger Beran Camili.
“Vi har selvfølgelig indberettet det og så er det op til nogle andre at afgøre, hvad det så skal ende med. Vi indstiller os på kampen mod Lyseng og så må det her køre lidt ved siden af.”