AGF skruer op for stemningen i Vejlby
Seks kampe tilbage og fem point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.
De Hvii’e nærmer sig et historisk dansk mesterskab, og i bestræbelserne på at holde hele vejen til mål skruer klubben nu op for stemningen til sæsonens sidste tre hjemmekampe.
AGF oplyser på deres hjemmeside, at de har valgt at udvide stemningsafsnittet på Ceres Park Vejlby.
Det betyder, at det normale stemningsafsnit på D-tribunen bliver udvidet til at fylde hele ende-tribunen.
‘’Vi vil gerne imødekomme den store efterspørgsel vi oplever, og få plads til så mange fans som muligt på Ceres Park Vejlby. Vi ønsker at skabe rammerne for den bedst mulige stemning og nu får vi plads til endnu flere århusianerne til de tre sidste kampe,’’ fortæller Fan Engagement Manager i AGF, Jonas Labich.
Første kamp med det udvidede stemningsafsnit bliver til skæbnekampen mod FC Midtjylland søndag den 26. april.