Analyse: Betalte Abdirahman prisen for Superligaens utålmodighed?

Sønderjyske ville med Fatah Abdirahman bygge noget nyt. En ung træner, et generationsskifte og en trup under forandring. Men i en Superliga med 12 hold og to nedrykkere er langsigtede projekter vanskelige at forene med kravet om resultater her og nu.

Sønderjyske fyrede forleden Fatah Abdirahman. Otte point i 13 kampe pegede mere mod nedrykning end en gentagelse af sidste sæsons flotte optur.

Skæbnen har været hård ved den unge træner, men resultaterne kan isoleret set forsvare, at klubben valgte at sige tak for denne gang. Fra min stol er der imidlertid et større perspektiv.

Superligaen er blevet et så tætpakket rum, at når en klub som Sønderjyske forsøger sig med en strategisk kursændring, bliver snoren hurtigt kort. Regningen for at rykke ned er så voldsom, at ledelsen kan føle sig tvunget til at handle. Skal man beholde træneren, risikere nedrykning og en økonomisk lussing på måske 30-35 millioner kroner? Eller skal man skifte træner og forsøge at redde sæsonen?

Det valg er sjældent svært at træffe.

Der er noget næsten selvmodsigende over moderne fodbold. Klubberne taler om udvikling, kontinuitet og langsigtede strategier. De vil satse på unge trænere, udvikle talenter og skabe en tydelig spillestil. Men når resultaterne udebliver, bliver tid pludselig den mangelvare, ingen har råd til.

Her er Superligaen ingen undtagelse. Som Troels Bech engang bemærkede, er man som træner fyringstruet, når man har tabt tre kampe i træk.

Sønderjyske er et godt eksempel.

Farvel til Nørgaard

For blot få måneder siden kunne klubben se tilbage på en sæson, hvor Thomas Nørgaard havde ført holdet i top seks. En bemærkelsesværdig præstation for en klub, der ikke råder over Superligaens største budget. Men succesen havde også en pris.

Nørgaard forlod Haderslev til fordel for Brøndby, og sommerens transfervindue kostede samtidig Sønderjyske en række profiler. Olti Hyseni, Tobias Sommer, Magnus Jensen, Grétarsson og flere andre forsvandt fra en trup, der havde fundet både balance og resultater.

Tilbage stod en klub, som ikke blot skulle finde en ny cheftræner, men også genopbygge en væsentlig del af fundamentet bag succesen.

Valget faldt på 34-årige Fatah Abdirahman. En ung træner med nye idéer, men uden erfaring som cheftræner i Superligaen. Han fik en fireårig kontrakt, hvilket signalerede, at Sønderjyske var parat til at investere i et langsigtet projekt. Den slags gør man kun, hvis man tror på sin træner. Problemet var bare, at Superligaen ikke nødvendigvis tillader den slags projekter.

Når seks hold bliver til seks bundhold

Med blot 12 klubber og to direkte nedrykkere lever en stor del af Superligaen med en konstant risiko. Rent matematisk svarer to nedrykningspladser til 16,7 procent af ligaen, men vi ved naturligvis godt, at risikoen ikke er ligeligt fordelt. Klubber som FC København, FC Midtjylland og Brøndby har helt andre økonomiske forudsætninger end de mindre klubber.

Det er en brutal præmis.

For Sønderjyske og andre klubber med begrænsede budgetter handler overlevelse ikke blot om sportslig prestige. Nedrykning kan betyde markant lavere indtægter, reducerede spillerbudgetter og omfattende tilpasninger af organisationen. Derfor bliver tålmodighed hurtigt en luksus.

Det er let at tale om udvikling i juli, når træningsbanerne er grønne, og sæsonen endnu ikke er begyndt. Det er noget vanskeligere i november, når tabellen fortæller en anden historie.

En ny træner skal skabe relationer mellem spillerne, indføre sine idéer, udvikle en spillestil og samtidig levere point fra første spilledag. Det er ikke umuligt, men det er en opgave med meget små fejlmarginer.

Silkeborg har eksempelvis gennemført trænerskiftet efter Kent Nielsen, men heller ikke her har overgangen været uden sportslige udfordringer.

Det betyder naturligvis ikke, at en træner skal være fredet, uanset hvordan holdet spiller. Der kan være taktiske problemer, manglende udvikling eller uenighed om retningen, som gør et trænerskifte nødvendigt.

Og jeg siger ikke, at Fatah Abdirahman ikke skulle fyres. Det er Sønderjyskes beslutning.

Medianos chefredaktør Peter Brüchmann har interessant nok rejst spørgsmålet om, hvorvidt turbulensen i højere grad skal tilskrives sportschef Casper Daather. Det perspektiv bliver interessant at følge, for ansvaret for en mislykket sportslig omstilling ligger sjældent hos træneren alene.

Men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem.

En liga, der gør udvikling risikabel

Superligaen har ambitioner om at etablere sig blandt Europas 15 stærkeste ligaer. Alligevel holder man fast i en struktur med blot 12 hold og to nedrykkere.

Det betyder, at især de mindre klubber lever med en betydelig økonomisk risiko, og at selv velovervejede generationsskifter kan udvikle sig til kostbare eksperimenter. Det kalder på en stensikker kurs, hvor man som etableret ‘mellem-klub’ ikke altid kan føle sig sikker på, at oprykkerne også rykker ned igen. Horsens ligner i denne sæson en trussel mod Sønderjyske og Randers’ eksistens i den bedste række.

Hvordan skal en klub turde satse på en ung træner og en ny sportslig retning, hvis nogle få måneders dårlige resultater kan bringe hele dens økonomiske fundament i fare?

Det er ikke sikkert, at det var gået anderledes for Fatah Abdirahman og Sønderjyske i en liga med 14 eller 16 hold. En større liga er heller ingen garanti for tålmodighed eller bedre beslutninger.

Men jo færre klubber der er i ligaen, og jo større andel der rykker ned, desto mindre bliver pladsen til at eksperimentere. Og desto vanskeligere bliver det at gennemføre de generationsskifter, som klubberne ellers fremhæver som nødvendige for deres langsigtede udvikling. Superligaen vil gerne være en liga, hvor nye trænere, unge spillere og ambitiøse sportslige projekter kan blomstre.

Men dens struktur gør det dyrt at fejle. Og så er det ikke for folk med sarte nerver at forsøge sig med en ny kurs.

Spørg bare Fatah Abdirahman og Sønderjyske.