Analyse: Har Brøndbys fans tålmodighed til endnu en proces?
Efter en flot start på sæsonen er Brøndby nu sat af i mesterskabskampen. Fair nok. FCM og FCK har budgetter, der bør sikre dem en dominerende position. Og det må man sige, at de har.
Derfor har cheftræner Thomas Nørgaard efter søndagens smalle nederlag til FCK sat Brøndbys ambitioner i perspektiv. Klubben er et udviklingsprojekt, hvor tålmodighed og resultater skal balanceres. Det er kloge strategiske ord, ikke mindst i lyset af det fjerde nederlag i træk til FCK og tre nederlag i lige så mange kampe mod topholdene FCK og FCM i denne sæson.
Nørgaard forsøger tydeligvis at finde en taktisk balance, hvor unge, salgbare spillere får masser af spilletid, samtidig med at Brøndby holder sig inde i kampen om de europæiske pladser. Den helt store drøm er formentlig at vinde DBU Pokalen. Det ville være et scoop.
Men selv om Nørgaard maner til tålmodighed og langsigtet tænkning, er der én faktor i regnestykket, han ikke kan ændre: Brøndbys historie. Både den fjerne og den nære. Fortiden som hele Danmarks storhold kender vi. Den behøver ingen nærmere introduktion.
Det er snarere mesterskabet i 2021, der kaster en lang skygge over nutidens Brøndby. Efter flere sæsoner, hvor ordet »proces« blev gentaget til bevidstløshed, kom Niels Frederiksen til. Hans fodbold var ikke altid køn, men den var effektiv. Spørg bare i Polen.
Det forsømte afsæt
Mesterskabet var uventet, men tiltrængt for klubbens tusindvis af fans. Endelig var Brøndby tilbage på den hylde, hvor klubben hørte hjemme. Slut med proces. Mon ikke de fleste fans drømte om, at guldet skulle blive begyndelsen på en længere periode med faste top-3-placeringer og europæisk gruppespil?
Og her står vi så. Nørgaards ord giver mening, men de lyder mistænkeligt meget som endnu en »proces«.
Brøndbys fans vender ikke klubben ryggen på grund af svigtende resultater. For de fleste er det at være Brøndby-fan en livsstil. Men når man har hørt og set det hele før, mangler Nørgaards ord den troværdighed og kassekredit, de har brug for.
Slutter Brøndby sæsonen med en billet til Europa, er 2026/27 godkendt. Sker det ikke, bliver det svært for de blå-gule fans ikke at betragte endnu en sæson som spildt. Endnu en omgang proces. Endnu en ny strategi.
Den skygge er ikke Nørgaards egen. Den er skabt af klubbens nyere historie. Men han kan ikke tale sig fri af den. Det kan kun resultater. Også mod FCK og FCM.
Og jeg har svært ved at forestille mig, at Brøndbys fans har tålmodighed til endnu et langstrakt udviklingsprojekt. De har trods alt hørt opfordringen om tålmodighed ganske mange gange gennem de seneste 15 år.
Fik du læst? Selvfølgelig skulle Brøndby ikke hente Maxsø.