AGF glæder sig over Poulsen er tilbage

2026 har indtil videre været et sandt annus horribilis for Nicolai Poulsen. AGF-krigeren har blot kunne bidrage med to korte indhop i forårets ti kampe, da hans akillessener gang på gang har sendt ham på lazarettet. Men nu vejrer aarhusianerne morgenluft før sæsonens vigtigste uge.

Den 32-årige midtbanemotor er nemlig vendt tilbage til træningsbanen netop som AGF står over for to brutale gulddueller mod FC Midtjylland – nummer et mod nummer to. Det skriver Stiften.

Selvom kunstgræsset i Farum midt i ugen er “forbudt område” for Poulsens mærkede ben, satses der alt på, at han kan bringe den nødvendige fysik ind i de afgørende kampe mod midtjyderne.

Der var også norsk selskab på træningsbanen i form af Markus Solbakken, der har siddet ude hele foråret med en sjælden betændelse i en synsnerve. Begge spillere forsøgte sig med et comeback i en testkamp mod Silkeborg i marts, men her måtte Solbakken hurtigt opgive grundet utilpashed, mens Poulsen måtte udgå med ordene “ikke mere”.

Trods det positive syn af de to profiler på græs, er forventningerne til Solbakken dæmpet. Cheftræner Jakob Poulsen har således understreget, at det fortsat er yderst tvivlsomt, hvor stor en rolle nordmanden overhovedet kan spille i dette forår.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen