Optakt: GYLDEN mulighed for AGF mod fraværsramte FCM
Mandag går starten på seks helt afgørende dage i forhold til det danske mesterskab. Det er denne uge vi har set frem til siden kampprogrammet blev fastlagt for halvanden måned siden.
Først ramler de to guldbejlere FCM og AGF sammen i Herning, torsdag gælder det udekampe mod henholdsvis Sønderjyske og FC Nordsjælland, inden det hele kulminerer søndag med endnu et guldbrag på Ceres Park Vejlby.
Ulvene fra Midtjylland har hostet og hakket sig igennem mesterskabsspillet, men efter tre sejrsløse kampe mod FCN, Viborg og Sønderjyske, hentede de senest en dramatisk og tiltrængt sejr ude mod Brøndby.
De tre point har på ny sat fut i guldkampen – nu er der nemlig ‘blot’ fem point op til AGF, og det betyder, at FC Midtjylland faktisk har skæbnen i egne hænder igen.
Vi kommer dog ikke udenom, at midtjyderne ikke rammer niveau for tiden, og til dette opgør er de tilmed hårdt ramt af både karantæner og skader.
Diao, Bravo og Mbabu er i skammekrogen, mens blandt andre Billing og Brumado misser opgøret med skader.
Endnu en gylden mulighed for AGF
Derfor ligner det umiddelbart en gylden mulighed for gæsterne på MCH Arena, men netop de gyldne muligheder har De Hvii’e haft problemer med at udnytte.
Med tre uafgjorte ud af fire mulige i mesterskabsspillet har AGF nemlig forpasset flere chancer for at hægte FCM helt af i guldkampen.
I Aarhus må de især ærgre sig over krydset mod FCN senest. Her stod den nemlig på dominans fra start til slut, men alligevel blev det blot til 1-1 efter en halvsen scoring af TingAir, som headede bolden i mål på sin første boldberøring.
AGF er uden sejr i de seneste 13 indbyrdes opgør mod FC Midtjylland på tværs af turneringer. I fire af de seneste seks er det dog blevet til point, og endnu en uafgjort mandag tager de nok imod med kyshånd i Smilets By.
Guldbraget spilles mandag den 20.april klokken 19.00 på MCH Arena.