Optakt: Brøndby sætter fut i bronzedrømmen mod Sønderjyske

Sønderjyske startede mesterskabsspillet ud på en flot og fortjent tredjeplads, men siden er det kun gået én vej. 

Seks kampe uden sejr og blot to point har sendt Thomas Nørgaards tropper til bunds i Superligaens øverste halvdel. 

Luften virker til at være gået af ballonen for sønderjyderne, som målt på budget og spillermateriale da også overpræsterede voldsomt i efteråret. 

6-0 nederlaget mod Brøndby gjorde ondt, men faktisk spillede Sønderjyske en glimrende kamp mod FC Midtjylland torsdag aften, hvor de med lidt større skarphed havde snuppet et enkelt point. 

Nu gælder det så Brøndby igen, bare en uge efter det voldsomme nederlag på den københavnske vestegn. Så galt kommer det dog næppe til at gå igen. 

Brøndby er tilbage i bronzekampen

Dels er Sønderjyske betydeligt stærkere hjemme end ude, og så skal vi nok også se en lidt større sample for at erklære Brøndby tilbage på absolut topniveau. 

De blågule har dog utvivlsomt taget store skridt frem i de to seneste kampe. 

I forårets første mange kampe havde Brøndby voldsomt svært ved at skabe noget, som bare mindede om en scoringsmulighed, men både mod Sønderjyske og Viborg har offensiven virket livlig og inspireret

Én (sen) scoring fra Dennis var nok mod Viborg. Der var dog chancer til langt mere, og Cooper virker til at have fundet en formation, som passer holdet godt. 

To sejre i rap betyder, at Brøndby er tilbage i kampen om bronzemedaljer. Fire kampe tilbage og fire point op til FC Nordsjælland er langt fra umuligt. Især taget i betragtning, at der i næste runde venter en hjemmekamp mod Farum-klubben.

Kampen mellem Sønderjyske og Brøndby spilles søndag den 26.april klokken 16.00.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen