FA 2000 op sammen med NFC? Vi tager én kamp af gangen
FA 2000 fik lov at se det ved selvsyn lørdag eftermiddag, da de var på besøg på Lollands Bank Park, hvor Nykøbing FC fik mulighed for at fejre sig selv og oprykningen til CampoBet 2. Division.
Det ér en fed fornemmelse at rykke en række op, så hvorfor ikke bare gøre NFC kunsten efter?
“Vi tager en kamp ad gangen, ét point ude mod Nykøbing er flot, men vi tager det stille og roligt,” siger FA-træner Semere Haile, der er med på, at FA 2000 ligger godt til som nummer to med hele otte point ned til nummer tre, Næsby Boldklub.
Dermed er de blå fra Frederiksberg favoritter til at tage turen med op sammen med Nykøbing FC.
I det spil tæller alle point og i måske i særdeleshed de, der er svære at få fat i, som et point på Falster også er det.
Semere Haile var da også ganske godt tilfreds efter 0-0-kampen lørdag.
“Man vil jo altid gerne vinde, men havde du spurgt mig inden kampen, så havde jeg gerne solgt den for et point,” siger FA-træneren, der udover en lidt for hektisk slutfase igen kunne se sit mandskab have godt fat defensivt, som det har været tilfældet det meste af sæsonen.
“Vi har måske to – og i hvert fald én – der bliver reddet på stregen til sidst, men overordnet set kommer Nykøbing ikke rigtig frem til de helt store chancer. Det var en del af gameplanen at levere solidt defensivt,” siger Semere Haile, der som alle andre trænere naturligvis altid kan finde et par huller i osten.
“Vi kunne i nogle momenter godt have fået mere ud af vores omstillinger.”
I næste runde i CampoBet 3. Division kan FA 2000 tage et stort skridt mod oprykning, da modstanderen er Næsby Boldklub, der gæster Frederiksberg lørdag eftermiddag.