Trænerskifte vækker undren men også forståelse hos Fremad-fans

Fremad Amager og cheftræner John Bredal valgte i sidste uge at hvert til sit. En skilsmisse begrundet med uenighed om den sportslige retning. Hvad resultater angik, kunne ingen sætte en finger på John Bredals arbejde, hvilket klubben heller ikke lagde skjul på.

Så hvordan reagerede de altid trofaste fans i Sundby Idrætspark på den lettere forbløffende melding? Det satte LigaManager sig for at finde ud af i forbindelse med sæsonens første hjemmekamp fredag aften. Her var formanden for fangruppen ”De Blå/Hvide Engle”, Brian Nielsen, selvfølgelig til stede.

”Jeg synes, resultaterne har været fine, og derfor blev jeg også overrasket over at se, at Bredal var blevet fyret. Eller hvad de nu blev enige om, at det var. Men jeg synes også, at vi skal til at spille mere direkte, og det gjorde de i hvert fald ikke under Bredal,” konstaterede Brian Nielsen, som håber, at det bliver Daniel Elly Pedersen, der overtager trænerposten.

”Jeg synes, han viste noget godt, da han var i Frem, og det er en klub, der minder meget om vores egen. Så jeg håber, at det bliver ham”, tilføjer Nielsen, og bakkes op af Flemming, som vi møder på tribunen. I hvert fald hvad spillet angår.

”Vi har fået en masse sejre i år, og det har været godt. Men en gang imellem må spillet godt gå lidt stærkere. Jeg synes tit, at de har alt for mange boldberøringer. Men resultaterne kan man ikke tage fra træneren. Så meget skal han have, og derfor indrømmer jeg også gerne, at jeg var overrasket over at se, at parterne valgte at gå hvert til sit”.

”Hvis man lytter til alle de kloge hoveder, har vi en af de bedste trupper i 2. division. Hvis ikke sågar den bedste. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, jeg har ikke så meget forstand for de enkelte spillere. Men det er i hvert fald ikke sådan, vi spiller.

”Så skal jeg svare på dit spørgsmål, om jeg var overrasket, så både og. Hvis vores trup er så god, skal vi også spille noget bedre fodbold, end vi har præsteret. Det håber jeg, kommer nu”, føjer John til, inden han forsvinder mod boderne for at proviantere.

Så trods 12 sejre i 19 ligakampe kan man konstatere, at de i Sundby Idrætspark græder tørre tårer over, at der nu sker et skifte på trænerposten. Så længe afløseren kan levere noget mere underholdende fodbold.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet