Fem på stribe for Holbæk: Cheftræneren måtte hæve stemmen
Fem sejre i træk og en målscore på 14-2.
Holbæk B&I er i færd med at sætte en meget tyk streg under, at man absolut ikke hører til i nedrykningsspillet i CampoBet 3. Division.
I weekenden blev Sundby Boldklub besejret 2-0, men trods den gode stime, så var der nu ikke ligefrem dømt champagnebold i Holbæk Sportsby.
Cheftræner Erdogan Aslan var så utilfreds med spillets kvalitet i de første 45 minutter, at pauseteen blev noget mindre hyggelig end sædvanligt.
“Vi vandt på en dag, hvor meget lidt lykkedes spillemæssigt – især i første halvleg. Jeg er normalt rolig, men i dag måtte jeg hæve stemmen i pausen,” siger Erdogan Aslan, der godt havde noteret sig, at forholdene ikke var optimale i forhold til en omgang poleret pasningsfodbold.
Men:
“Det var ikke kun banen. Vi manglede kvalitet og gav alt for mange chancer væk. Vi bliver bedre i anden halvleg, og vi viser, at vi har spillere, der kan afgøre kampe ud af ingenting,” siger Holbæk-cheftræneren, der efter denne sæson overgår til at blive sportschef i klubben.
Morten Olsen blev dagens mand for Holbæk med begge scoringer i kampen, hvilket betyder, at Holbæk med seks runder tilbage af CampoBet 3. Division har ni point ned til Vejgaard under stregen.
“Det var ikke ufortjent, at vi vandt, men Sundby kunne godt have fået noget med, men vi var skarpere i felterne.
Nu tager vi til Vejgaard for at gøre arbejdet færdigt.”
Du kan se alle rundens mål i artiklen herunder.