Rundens Hold: Sæsonen sluttede med ren målbonanza
Det var ikke alle steder, at der var noget på spil i Superliga-sæsonens sidste spillerunde, men tilskuerne på de danske stadions fik i det mindste mål for pengene. Hele fem kampe endte med minimum fem scoringer, og rundens hold bugner derfor af offensive profiler.
Se Rundens Superliga-hold her:
Målmand:
Tobias Haahr, Vejle
22-årige Haahr fik chancen i Vejle-målet og sørgede for et sjældent rent bur til nedrykkerne. Ikke fantastisk med bolden ved fødderne, men seks redninger og nul mål indkasseret.
Forsvar:
Jakob Jessen, Fredericia
Stærk kamp af den unge back, som både diskede op med et mål og et oplæg i 4-1 sejren over Silkeborg.
Luis Binks, Brøndby
Brøndbys forsvarsstyrmand var afgørende i begge felter. Vigtige tacklinger i forsvaret og manden med den afgørende scoring i en vild 3-2 sejr på MCH Arena.
Junnosuke Suzuki, FCK
Blev inden kampen kåret til årets spiller af FCK-fansene, og leverede efterfølgende en flot indsats med mål og masser af flotte aktioner.
Midtbane:
Runar Norheim, FC Nordsjælland
Ret beset burde han vel have scoret fire gange, men to mål og en assist er mere end rigeligt til en plads på rundens hold for den unge, spændende nordmand.
Mark Brink, FC Nordsjælland
Fantastisk præstation af FC Nordsjælland, som vandt med 4-1 i Haderslev. Mark Brink satte gang i festen med oplæg til 1-0 og 2-0, og især den sidste var en rigtig sukkerbold til Norheim.
Justin Janssen, FC Nordsjælland
Han bliver bedre og bedre for hver kamp. Mod Sønderjyske bossede han igen midtbanen, og leverede tilmed en forrygende assist til 3-0 målet.
Mayckel Lahdo, Brøndby
Kom på banen med en halv time tilbage og var helt afgørende for Brøndbys vilde comeback. Mål til 1-2, assist til 2-2 og tredjesidste fod på sejrsmålet. Stærkt indhop!
Angreb:
Frederik Emmery, AGF
Wow. Den 19-årige kantspiller var flyvende i AGF’s guldfest mod Viborg. Et mål og to assist i første halvleg. Hvad mere kan man be’ om?
Youssoufa Moukoko, FCK
Lidt mærkeligt, at han har været så meget ude af det her FCK-hold. Startede igen mod Randers, scorede igen og var del af en livlig offensiv, som sendte fem mål i kassen.
Jordan Larsson, FCK
Når han rammer niveau, er han viiirkelig god. To mål og to assist i nedslagtningen af Randers. Trademark-scoring til 5-0 med et venstrebenshug helt oppe i krogen.