Transfer: Europa afgør ikke Brøndbys transferbudget
Det er jo nærmest en smule vanvittigt efter et så sløjt forår, men Brøndby kan stadig kvalificere sig til Europa. Sidste runde i 3F Superligaen kan falde sådan ud, at de blågule slutter som nummer fire. Den slutplacering giver efter FC Midtjyllands triumf i pokalturneringen adgang til en playoffkamp om en billet til Conference League – en playoffkamp mod FC København, der sluttede som nummer syv.
Brøndby mod FCK i en direkte duel om Europa. Det er da en finale, der vil noget. Men først skal Brøndby søndag vinde i Herning over FCM. Samtidig må Sønderjyske og Viborg ikke få mere end et point i den afsluttende runde. Så går Brøndby forbi dem på en bedre målscore. Hvilket også er lidt paradoksalt med tanke for Brøndbys scoringsproblemer her i foråret, men også her reddes de af Binks og co i forsvaret.
Det vil naturligvis være et stort boost for Brøndby med en billet til Europa, men det ændrer ikke på klubbens transferbudget. Ifølge Ligamanagers oplysninger så vil Brøndby igen denne sommer styrke truppen med et signifikant transferbudget, som ikke svækkes, hvis der ikke opnås adgang til en europæisk turnering. Heller ikke selv om der endnu ikke er udpeget en ny sportschef efter Benjamin Schmedes.
Brøndby siger blandt andre efter sæsonen farvel til stopperen Ben Godfrey, men med et muligt på gensyn.