Danmarks mest formstærke divisionshold mod nedrykkede aarhusianere
Rundens største favoritter i CampoBet 3. Division skal findes i Holbæk, hvor Erdogan Aslans mandskab har vist sig helt suveræne i slutspillet, hvor man har vundet rub og stub.
Holbæk vandt også den sidste kamp i gruppespillet inden slutspillet, så man er nu oppe på hele otte sejre i rap. Vinder man også lørdag eftermiddag hjemme mod IF Lyseng, så tangerer man klubrekorden for flest sejre i træk.
Den blev sat tilbage i 2005/2006-sæsonen, hvor nuværende cheftræner Erdogan Aslan var spiller på holdet.
Selvtilliden og spillehumøret er med andre ord helt i top i Holbæk, som foreløbigt har brugt nedrykningsspillet som et enormt godt afsæt til næste sæson, hvor man nok skal regne med dem i toppen.
Senest blev det til en stensikker 3-1-sejr ude over BK Frem.
Samme selvtillid og spillehumør ser man ikke ligefrem hos IF Lyseng, der er rykket ned og derfor ikke har meget andet end æren at spille for. For aarhusianerne gælder det dog også, at de resterende kampe i denne sæson skal bruges som forberedelse til den næste.
Derfor var det også opløftende for IF Lyseng, at man i seneste runde igen fik point på kontoen med en 2-2-kamp hjemme mod Sundby Boldklub.
Lørdag ser det dog noget sværere ude, når man klokken 13:00 løber på banen mod Danmarks i øjeblikket mest formstærke divisionshold, Holbæk B&I.
Der er kampstart i Holbæk Sportsby klokken 13:00.