Tårnhøj færing fortsætter i FA 2000

FA 2000 har travlt med at sikre sig aftaler med nogle af de talenter, der var med til at føre klubben til oprykning fra CampoBet 3. division. Lucas Lodberg og Tobias Møller har sat deres underskrift på en ny aftale. Nu har også Elias Rusborg forlænget aftalen med et år. Frem til sommeren 2027.

”Elias er en afgørende del af den måde, vi har opbygget en stærk defensiv struktur på i vores spil. Derfor er det naturligvis meget glædeligt at beholde ham. Han er samtidig en fantastisk person at have i gruppen,” citeres træner João Fernandes for at have sagt til klubbens sociale medier.

Den 23-årige færing udspringer oprindeligt fra ungdomsafdelingen i Hvidovre IF, men har også været et smut hjemme i Torshavn. Han kom til FA 2000 fra Næstved Boldklub sidste sommer, og nåede at være i truppen i 28 af sæsonens 32 ligakampe.

I 21 af dem blev det også til en plads i startopstillingen, men det blev kun til syv minutters spilletid i alt i sæsonens sidste syv kampe. Han glæder sig uden tvivl til at mærke græs under støvlerne igen, når CampoBet 2. division sparkes i gang i første weekend i august.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet