Skive-træner advarer: Sejr må ikke blive sovepude

Skive IK fik en stærk start på den nye sæson i CampoBet 2. division, da holdet lørdag hentede en 3-1-sejr på udebane mod Brabrand IF. Cheftræner Anders Jensen var især tilfreds med, at spillerne både viste kvalitet med bolden og evnen til at kæmpe sig til resultatet, da spillet ikke fungerede lige så godt efter pausen.

“Vi vinder i Brabrand, fordi vi var klar til at tage imod det, vi blev budt her. Det er klart, at banen ikke lige var noget, der passede os helt, men vi slås for det,” sagde Anders Jensen efterfølgende til SIK TV.

“Jeg synes, vi spiller en rigtig, rigtig fornuftig første halvleg, hvor vi sætter fart på, spiller besnærende og udfordrer dem i mange forskellige rum. Jeg synes egentlig ikke, at det burde stå uafgjort ved pausen.”

Brabrand kom dog på tavlen efter en standardsituation, og i anden halvleg havde Skive sværere ved at finde det spil frem, som holdet ønskede.

“Vi får ikke spillet det spil, vi egentlig gerne vil. Men så viser vi også, at vi er et hold, der kan slås, hvis tingene ikke fungerer. Det sætter jeg stor pris på, og det gør mig også fortrøstningsfuld. Der vil komme perioder i sæsonen, hvor spillet ikke kører, men hvor vi har det i os, at vi kan slås for hinanden.

“Den her sejr er en holdsejr. Vi kommer og kæmper for det. Vi havde nogle rigtig fine debut-præstationer, da alle kom ind og bidrog til den gruppe, der fungerede rigtig godt i forvejen. Det var jeg superglad for at se.”

Jensen havde på forhånd regnet med, at opgaven i Brabrand ville kræve koncentration til sidste fløjt.

“Vi vidste godt, at den her kamp skulle gå til det 95. minut. Det er vi klar over hver eneste gang, vi møder Brabrand. Jeg synes egentlig, at vi matchede dem rigtig fint,” funderede Jensen, der også lige havde overskud til en løftet pegefinger.

“Det skal ikke blive en sovepude. Vi vandt også 4-0 i premieren sidste år, og det blev en sæson, hvor vi alligevel kom til at hakke i det. Vi skal være ydmyge og arbejde hårdt hele vejen igennem. Der er ikke nogle sejre, som kommer let, det lærte vi sidste år.

Foreløbig glæder Jensen sig dog over at have hentet tre point på en vanskelig udebane.

“Der er rigtig mange hold, som kommer her og får store problemer. Derfor er vi glade for at kunne tage de tre point med hjem.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet