Holder Holbæk snor i topholdene?
Holbæk B&I har været inde i en lidt svingende periode, siden Erdogan Aslans mandskab i slutningen af september gav Superliga-holdet Vejle brav kamp i pokalturneringen.
De efterfølgende tre kampe i CampoBet 3. Division kastede ingen sejre af sig for det ellers velspillende Holbæk-mandskab, men i seneste runde kom så forløsningen.
På udebane mod Odder Fodbold overvandt Holbæk en dårlig start og sejrede 2-1 på mål af den dygtige angriber Alexander Knaack og en straffesparksscoring af Ahmed Hassan.
“Det blev en lige så tæt og svær kamp som forventet. Vi kommer hurtigt bagud, men reagerer utrolig flot på det. Efter vores scoring til 1-1 skal vi jo score igen inden pausen. Hele anden halvleg er det igen os, der skaber chancerne og det havde været lidt et tyveri, hvis vi havde tabt point i dag. Alt i alt en fantastisk holdindsats,” lød vurderingen fra Holbæk-træner Erdogan Aslan efterfølgende.
Holbæk er inden lørdagens kamp ude mod BK Frem blot et enkelt point efter formstærke Brønshøj på andenpladsen, mens der er yderliger seks point op til Nykøbing FC på førstepladsen.
Oprykningspladserne er der noget længere op til for BK Frem, der fortsat svinger helt enormt.
For tre runder siden tabte man til det absolutte bundhold, IF Lyseng, for så blot ugen efter at vinde 2-1 ude over det suveræne tophold Nykøbing FC, men i seneste runde gik det så galt igen med et hjemmebanenederlag til Hørsholm-Usserød IF.
BK Frem fastholder dermed positionen som det hold, der nok er sværest at blive klog på i CampoBet 3. Division.
Kampen mellem BK Frem og Holbæk fløjtes op i Valby lørdag klokken 14:00.