Formsvage fynboer gæster suverænt tophold
Topniveauet er uomtvisteligt ganske højt for CampoBet 3. Divisions eneste hold fra Fyn, Næsby Boldklub.
Det har bare været svært at få øje på i den senere tid, hvor resultaterne er begyndt at svigte for de blå fra Odense, der ellers lagde ud som lyn og torden i denne sæson.
Det er dog i dén grad blevet hverdag med nederlag ude mod bundholdet IF Lyseng og så en ordentlig afklapsning på eget græs mod Brønshøj, der i vandt med hele 5-1 i Odense i seneste runde.
Vejen tilbage til vindersporet er i denne runde ret så vanskelig for Nicolai Wollenbergs tropper, da turen lørdag går til Falster, hvor det suveræne tophold Nykøbing FC er værter.
Mikkel Thygesens tropper er stukket lidt af fra de øvrige hold i en ellers tæt topstrid i CampoBet 3. Division. Deltidsprofferne fra Lolland-Falster har slået et hul på seks point ned til rækkens nummer 2, Brønshøj Boldklub.
I seneste runde blev det til en sikker 3-1-sejr ude over Sundby Boldklub.
De to holds møde med hinanden i Odense tidligere på sæsonen var en forrygende underholdende fodboldkamp, hvor Nykøbing FC fik udlignet til 2-2 dybt inde i overtiden.
Det kan derfor kun anbefales at slå vejen forbi Lollands Bank Park lørdag eftermiddag klokken 15:00, hvis man har mulighed for det.