3’er-bomber er den farligste mand i kongeriget
Den omskolede centerforsvarer Bjørn Paludan, der på helt legendarisk vis har holdt fast i sit trøjenummer 3, har pumpet mål ind CampoBet 3. Division i denne sæson.
Vanløses Miroslav Klose, som træner Mads Hadberg har døbt Bjørn Paludan, er oppe på hele 12 sæsontræffere efter 12. runder.
Senest pumpede Bjørn Paludan to mål ind mod bundholdet IF Lyseng, da Vanløse vandt 2-0 på hjemmebane. Bjørn Paludan blev kåret til kampens spiller.
På topscorerlisten i CampoBet 3. Division har Bjørn Paludan hele fire mål til nummer to på listen, Brønshøjs Jakob Johansson, der i dén grad fik gang i målscoringen seneste runde i hvepsenes fornemme 5-1-sejr ude over Næsby Boldklub.
Ser man på tværs af landets fire øverste rækker, så er Bjørn Paludans scoringssnit også bedre end alle andre angribere i landet.
I Superligaen hænger FC Midtjyllands Franculino godt i med 11 kasser efter 12 runder, mens topscoreren i landets næstbedste række, Betinia Liga, er Hillerøds Adrian Justinussen, der har lavet 9 mål efter 13 runder.
I CampoBet 2. Division topper Thisteds Christian Wagner topscorerlisten med 9 mål efter 12 runder.
Kongerigets farligste mand i øjeblikket er med andre ord Bjørn Paludan, der får mulighed for at tilføje flere scoringer til samlingen på lørdag, hvor Vanløse på udebane møder FA 2000 på Frederiksberg.