Ishøj-træner: Skal have knækket koden til at tage point mod de tunge drenge

Ishøj IF tog føringen, men endte med at stå tomhændede tilbage, da Næstved Boldklub var på besøg lørdag eftermiddag. Nederlaget på 2-1 var det femte nederlag på ét overskydende mål i denne sæson til et hold fra top seks. En lille smule frustrerende?

”Jamen, det er det jo. Vi spiller rigtig, rigtig fint og vi er meget farlige i den første 30-35 minutter. Der synes jeg, vi kommer frem til fire chancer, og jeg siger ikke, at vi skal score på alle fire, for det gør man sjældent. Men en to-tre stykker som FC Helsingør, synes jeg havde været helt fair. Og så havde der været et andet kampbillede. Vi lukker jo ikke så mange mål ind, så det vil jeg tro havde været nok til point”, vurderede Ishøj-træner John Bredal overfor LigaManager.

”Havde vi ført med mere, var de kommet mere frem, og så havde det igen været på vores præmisser. Sådan endte det så bare ikke. Uafgjort ved pausen var irriterende, men til at leve med. Og så er der en, der laver en dum, dum afleveringer over fem meter, som rammer jorden tre gange og ryger op på skinnebenet af en af vores. Det giver det hjørnespark, som de scorer til 2-1 på, hvor vi er alt for passive,” lød det videre fra en frustreret Ishøj-træner, der påpegede netop vindermålet i omklædningsrummet efterfølgende.

”Jeg sagde til dem, prøv nu at sætte jer og se Champions League eller landskampe og se, hvor meget de slås på de der standardsituationer. Og så kom i gang med at gøre det samme. Derefter formår vi ikke at tilspille os det samme i 2. halvleg, som vi gjorde i 1. halvleg. Det er meget få muligheder, vi kommer frem til efter pausen, og det må vi kigge på. Og så skal vi have knækket den kode, der gør, at vi kan tage nogle point mod de store, tunge drenge.”

Det kan Ishøj IF forsøge at gøre lørdag, hvor turen går til Hjørring og Vendsyssel FF venter kl. 15:00.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet