Chok i OB: Ny chef stopper omgående

Carsten Lektonen har valgt at fratræde sin stilling som kommunikationschef i Odense Boldklub blot en uge efter sin tiltrædelse. Beslutningen skyldes personlige overvejelser, oplyser klubben.

“Vi er meget overraskede over Carstens beslutning. Vi var glade for vores valg af kommunikationschef og kede af, at det ender, før det for alvor begyndte. Men vi accepterer selvfølgelig hans beslutning,” siger OB’s kommercielle direktør, Jack Jørgensen til OB’s hjemmeside.

Carsten Lektonen tiltrådte officielt rollen fredag den 7. november, men har siden valgt at trække sig. Selv understreger han, at beslutningen ikke handler om klubben eller miljøet på Ådalen.

“OB har gjort alt for, at jeg skulle føle mig velkommen hjem – og det har jeg i den grad gjort. Klubben, menneskene, energien – alt det, der gør OB til OB – har været præcis, som jeg håbede,” siger Lektonen og fortsætter:

“Det handler mere om refleksioner over arbejdsliv, indhold og retning – og overgangen fra at være selvstændig til at være et tandhjul i en meget eksponeret organisation. Alt fungerede, men jeg kunne mærke, at jeg skulle tage en pause og tænke det hele igennem.”

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen