Thisted-træner om pointhøst: Giver en fed følelse

Thisted FC gik til vinterpause med 28 point i CampoBet 2. division. Det er klart det højeste antal point, man har præsteret efter 16 runder i Daniel Kristensens tid som træner. I tre af de fire sæsoner, den nuværende turneringsstruktur er blevet praktiseret, har 28 været nok til at komme i slutspillet. Det er trods alt en fed følelse, indrømmer cheftræneren.

”Jeg har egentlig også haft ro i maven i de andre sæsoner, selvom vi der har skullet kæmpe om at blive i rækken. Men det giver selvfølgelig en fed ro og en fed følelse, men det er en ro, man kan nyde hen over julen. Når vi så starter op igen, er der fuld fokus på de sidste seks kampe i grundspillet.

”Der er masser af point at spille om endnu, men 28 point er rigtig godt gået af Thisted FC, af de spillere, der er i truppen, og af staben omkring den,” roser Kristensen, der trods ovennævnte historik endnu ikke tør tro på, at kvalifikationen til slutspillet er ”hjemme”.

”Nu arbejder jeg jo i en bank, så det skal være matematisk, før jeg tror på, at vi er i top seks. Vi har seks kampe, og vi tager dem én ad gangen. Vi starter med en rigtig spændende og svær udekamp mod VSK Aarhus, som ligger nummer syv. Den kamp kan være afgørende på mange områder. Skulle vi være heldige og dygtige at vinde der, tænker jeg, at vi er så tæt på, som vi overhovedet kan være,” vurderer Kristensen, som oplever, at landets tredjebedste række kun stærkere.

”Bredden bliver bedre og bedre for hver sæson. Jeg synes, at alle hold i denne sæson er kompetitive på hver deres måde. Det synes jeg er fedt, for man skal være på tæerne hver eneste uge. Man skal hele tiden være koncentreret og fokuseret hver eneste gang. Der er ikke nemme kampe, uanset hvem man møder.”

I sidste sæson var det først efter 25 runder, at Thisted FC overhovedet rundede 28 point. En stor fremgang for en klub uden store økonomiske armbevægelser.

”For det første har vi stort set kunnet holde den samme trup i et stykke tid. Der har ikke været den helt store udskiftning. Vi har holdt fast i det, vi har bygget op, og måden vi gør det på. Vi har ikke ændret strukturer og gjort nogle ting anderledes. Vi har fintunet ting, men vi har ikke lige pludselig ændret noget i vores dagligdag. Vi har været tro mod det, vi gør.”

”Desuden har vi i andre sæsoner haft lidt sværere ved at score mål. Nu har vi fået to angribere, der også kan lave mål. Det betyder meget for alle klubber, at man har nogle angribere, der kan lave mål en gang imellem. De er også blevet serviceret godt, men de har også scoret, når de skulle score, om man så må sige. Det er de årsager, som jeg ser det, til at vi har haft den store fremgang, som vi har haft i det her efterår.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet