Roskilde kan åbne gabende hul i stillingen mod HIK

Der spilles kun en enkelt kamp i CampoBet 2. division fredag aften, og den afvikles i Gentofte Sportspark. Her tager HIK imod FC Roskilde, og det er to klubber, der slap fra premiererunden i 2026 med forskelligt udtryk. HIK kom til kort mod topholdet AB og tabte 3-0.

Til gengæld fik FC Roskilde sat stopper for en stime af fire kampe i træk uden sejr. Det skete via en 2-1 sejr over Ishøj IF i en kamp afviklet i Valby Idrætspark. En kamp, hvor træner Thomas Axel Madsen mente, at man skulle have ”dræbt” den tidligere, mens gæsterne fra Ishøj pressede tungt på i slutminutterne.

FC Roskilde har ikke vundet en udesejr siden 3. oktober, og har i det hele taget kun taget to udesejre. Begge blev dog hentet på Sjælland, og de vandt også deres seneste udekamp mod HIK. Det var i marts 2024, hvor Selim Baskaya blev matchvinder i det 95. minut.

Han er eneste tilbageværende målscorer fra den 3-2 kamp, mens sæsonens første møde mellem disse to blev vundet klart af FC Roskilde med 4-1. Mathias Veltz satte to mål ind i dén kamp, og topscoreren er med igen efter endt karantæne. Mon han ikke glæder sig til gensynet?

HIK er dog ligaens næstbedste hjemmehold, faktisk kun overgået af fredagens modstander. Seks sejre i otte kampe er det blevet til, og kun AB har været i stand til at vinde i Gentofte. Kan de vinde her, er der kun tre point til andenpladsen og oprykning. Taber de, er der hul til toppen. Der er kickoff kl. 19:00.

Formodede startopstillinger:

HIK: Børner – Henriksen – Chernet – Valdbjørn – Møller – Kroner – Garly – Rindom – Damkjær – Thor – Al-Mosawe

FC Roskilde: Jensen – Juhl – Vogtmann – Skolnik – Montell – Bjarni – Holter – Uhd – Carlson – Nielsen – Freitag

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet