Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

3. Div-overblik: NFC-udbrud, Laudrup-solo og flot farvel

Brønshøj, foto: Jakob Termansen
CampoBet 3. Div
29/9/2025 12:20

De bredeste smil i CampoBet 3. Division finder man for tiden på Falster, hvor Nykøbing FC har slået hul ned til forfølgerne og som det eneste hold i landets fire øverste divisioner kan kalde sig ubesejret.

“Selvfølgelig kigger alle på tabellen. Og det skal vi have lov til at nyde, men det, som er vigtigst for os, det er, at vi holder vores pointsnit,” siger Nykøbing FC-træner Mikkel Thygesen, der udover weekendens sejr over Sundby Boldklub, også kan glæde sig over pointtab hos konkurrenterne.

Næsby Boldklub fortsatte et mindre formdyk og tabte 2-0 på Frederiksberg, hvor fynboerne var på besøg hos FA 2000, mens Holbæk B&I ikke kunne følge helt op på midtugens flotte pokalkamp mod Vejle.

Dermed blev det blot til ét point og 0-0 hjemme mod Odder Fodbold for Erdogan Aslans mandskab.

“I dag havde vi en dag, hvor energien ikke var, som det ellers altid plejer at være. På trods af det, fik vi holdt et velspillende Odder fra store chancer og fik et point. Vi skabte også selv meget lidt,” siger Holbæk-træneren.

Så var der mere schwung over rundens helt store soloaktion i Hørsholm, hvor BK Frems Malthe Karsberg med en flot soloscoring gav mindelser om dengang, Brian Laudrup tørnede ud for Hørsholm-Usserød i starten af 00’erne.

Valby-klubben kryber dermed yderligere op i tabellen, mens Hørsholm-Usserød er røget ind i en mindre krise.

Krisesnak er der absolut intet af i Brønshøj, hvor man ikke bare har spillet sig frem til en ottendedelsfinale i pokalturneringen mod OB, men nu også har taget fire sejre og to uafgjorte i de seneste seks runder i CampoBet 3. Division.

“Vi har ligesom knækket koden på en eller anden måde for, hvad der skal til for at få tre point,” siger Brønshøj-profilen Pierre Larsen om den seneste sejr over IF Lyseng, der til gengæld bare virker knækket.

Ni runder inde i sæsonen er jyderne fortsat uden point.

I Nordjylland blev det et flot farvel til Vejgaards anfører Jonas Højgaard, der i sin kamp nummer 201 for klubben var med til at vinde 1-0 over Vanløse IF. 

Anføreren stiller støvlerne på hylden, da han ønsker mere tid med familien.

Med niende rundes resultater er der efterhånden ved at danne sig et solidt midterfelt i CampoBet 3. Division, hvor stillingen kan nærstuderes her.

Mål og højdepunkter fra CampoBet 3. Division finder man her.

(foto: Jakob Termansen)

Jens Andersen