Høje på pokalbold? Sundby på hård opgave mod Nykøbing

Sundby Boldklub kommer lørdag til Falster efter en historisk uge i Amager-klubbens historie.
Tirsdag aften blev der slået klubrekord, da hele 1.740 tilskuere skabte en pragtfuld stemning i tredje runde af pokalturneringen, hvor Sundby Boldklub gav Superliga-holdet OB god kamp, men måtte se sig besejret 3-0.
“Jeg synes faktisk, cifrene var lidt misvisende. De får to lidt nemme mål til sidst, men ellers kan vi være rigtig tilfredse med præstationen,” lød det fra hjemmeholdets offensive profil Karlo Trkulja umiddelbart efter kampen, der udover en stor fodboldoplevelse på banen også fik lidt af en souvenir fra kampen med hjem.
Lørdag må Thomas Karabuluts mandskab igen finde sig i at være underdogs, da hjemmeholdet Nykøbing FC er nummer et i CampoBet 3. Division og efter otte runder fortsat er ubesejrede.
Den fine statistik var ellers tæt på at blive brudt i seneste runde, da de mod et velspillende Næsby-hold måtte gå til pause 0-2 ned.
Cheftræner Mikkel Thygesen fik dog ændret både indstilling og formation i pausen, hvilket betød, at Nykøbing FC vandt anden halvleg 2-0 og dermed fik et vigtigt point med hjem fra Odense.
“Vi går fra en 4-4-2 til en 4-3-3 med to 8'ere. Og det gør vi, fordi vi vil gerne have nogle dybdeløb, som der kommer fra lidt længere tilbage i banen. Men samtidig vil vi også defensivt lukke ned for det centrale rum, som Næsby var rigtig dygtige til at fange os i,” siger Mikkel Thygesen.
“Vi havde talt det her igennem på det sidste taktiske møde op til kampen. Ud fra det, som vi har set fra Næsby, der vidste vi, at det her kunne være en mulighed for os at ændre ved pausen og få en taktisk fordel.”
Nykøbing FC - Sundby Boldklub fløjtes op lørdag klokken 15:00.
