Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Fem minutter fra pokalchok i Holbæk: Vi frustrerede Vejle

Holbæk
CampoBet 3. Div
25/9/2025 9:19

De kom tæt på, men Holbæk B&I måtte til sidst strække våben mod Superliga-overmagten, da der onsdag aften var dømt revanchekamp for pokalfinalen i 1975, da Vejle var på besøg i sportsbyen i Holbæk.

Dengang i 1975 vandt Vejle 1-0 over Holbæk, mens det onsdag blev til 3-2 til jyderne i en kamp, hvor Holbæk dog førte 2-1 helt frem til det 85. minut.

“Det gør selvfølgelig ondt, når vi var fem minutter fra at gå videre. Det er mega ærgerligt, selvom pokalen egentlig bare er noget ekstra, hvor vi har tænkt, at vi ikke havde noget at tabe, så gør den sgu ondt. Det må jeg sige,” siger Holbæk-træner Erdogan Aslan.

Trænerstaben i Holbæk kan dog glæde sig over, at deres mandskab langt hen ad vejen kunne spille op med Superliga-spillerne fra Vejle, inden kræfterne til sidst løb op.

“Der er forskel på tempo og udholdenhed, fordi de simpelthen bare træner mere og kun har fodbold i deres liv. Det kom til udtryk efter det 65. minut og det blev mere og mere udtalt. Men alle kan jo holde lige fem minutter mere, så det er pisseærgerligt, at vi ikke holdt den 2-1-føring,” siger Erdogan Aslan.

Selvom resultatet ikke gik som ønsket i Holbæk, så var det alligevel en flot fodboldaften i Holbæk, hvor det gode spil på plænen blev suppleret af en flot hyldest af spillerne fra finalen i 1975 - både fra Holbæk-holdet og Vejle.

Klublegenderne så kampen sammen efter et fælles event, som man kan læse mere om her, på et tæt pakket stadion, hvor der blev slået rekord med i lige godt 1.100 tilskuere på lægterne alt i alt. 

Cheftræner Erdogan Aslan og assistent Saban Özdogan diskuterer taktikken undervejs i kampen mod Vejle.

De mange fremmødte havde nok håbet på forlænget spilletid efter den sene udligning, men for cheftræner Erdogan Aslan var det ikke en total katastrofe, at Vejle også fik scoret til 3-2 i overtiden.

“Et eller andet sted så var det måske meget godt, at vi ikke kom ud i forlænget spilletid. Den havde vi med stor sandsynlighed tabt, som det så ud. Jeg havde én indskiftning tilbage og der var flere derinde, der havde forskellige problemer. Da de scorer til 2-2, der vidste jeg godt, at den kommer vi ikke til at klare,” siger Erdogan Aslan.

“Vi havde sindssygt stor ære af de først 70 minutter, hvor virkelig går op og presser dem. Vi får en masse omstillinger og får frustreret dem. Så alt lykkes egentlig udover de sidste 20. Jeg har rost drengene og så vi må videre. ”

Videre kommer Holbæk B&I allerede i weekenden, hvor Odder Fodbold kommer på lørdag i CampoBet 3. Division.

Jens Andersen