Holbæk med trætte pokalstænger mod Odder?

Det var lige ved og næsten for Holbæk B&I, der onsdag aften helt frem til de sidste fem minutter førte 2-1 hjemme over Superligaholdet Vejle i pokalturneringens tredje runde.
Kræfterne løb dog op til sidst, og så vendte jyderne kampen til slutresultatet 3-2.
“Det gør selvfølgelig ondt, når vi var fem minutter fra at gå videre. Det er mega ærgerligt, selvom pokalen egentlig bare er noget ekstra, hvor vi har tænkt, at vi ikke havde noget at tabe, så gør den sgu ondt. Det må jeg sige,” siger Holbæk-træner Erdogan Aslan.
Spørgsmålet er så, om man ud over skuffelsen også kan mærke den flotte pokalkamp i stængerne i Holbæk, hvor man i seneste runde med en 3-1-sejr over Vanløse rykkede endnu tættere på de to øverste i tabellen, Nykøbing og Næsby.
Gæsterne fra Odder Fodbold kommer til Holbæk Sportsby med en hårdt tiltrængt 2-0-sejr over Hørsholm-Usserød i bagagen.
Den ‘nye’ cheftræner Martin Mikkelsen, der står alene med træneransvaret efter makkeren Jacob Eichners skifte til VSK Aarhus, har endnu ikke fået sat en stime af sejre sammen, der har kunnet rykke jyderne væk fra bunden. Men måske der lurer en overraskelse i Holbæk?
Kampen i Holbæk fløjtes op lørdag klokken 13:00.
