Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Ét point og videre: Holbæk ser frem mod topkamp

Erdogan Aslan
CampoBet 3. Div
29/9/2025 8:15

Holbæk B&I tabte et lille skridt i toppen af CampoBet 3. Division, da det lørdag eftermiddag blot blev til et enkelt point hjemme mod Odder Fodbold.

Forud for opgøret i Holbæk Sportsby lå en dramatisk pokalkamp onsdag aften, hvor man helt frem til de døende minutter havde Superliga-holdet Vejle Boldklub ude i tovene. Jyderne gik dog videre på to sene scoringer.

I dén kamp løb Holbæk tør for kræfter, og de manglede måske også lidt i lørdagens i 0-0-kamp mod Odder Fodbold.

“I dag havde vi en dag, hvor energien ikke var, som det ellers altid plejer at være. På trods af det fik vi holdt et velspillende Odder fra store chancer og fik et point. Vi skabte også selv meget lidt,” lød det efterfølgende fra Holbæk-cheftræner Erdogan Aslan til klubbens facebookside.

Selvom det blot blev til et enkelt point, så kan man i Holbæk glæde sig over, at rækkens nummer to, Næsby Boldklub, samtidigt tabte 2-0 mod FA 2000, så i den kommende weekend kan Erdogan Aslans mandskab gå forbi fynboerne, når Holbæk skal på besøg i Odense.

“Vi holdt nullet og har nu en absolut topkamp i næste uge. At få et point på en sådan dag, det kan være værdifuldt senere,” siger Erdogan Aslan.

Ét point skiller Næsby og Holbæk på anden- og tredjepladsen i CampoBet 3. Division, mens Nykøbing FC har slået et lille hul på førstepladsen og har fire og fem point ned til de to efterfølgere. 

Jens Andersen