AGF henter endnu et talent
AGF fortsætter satsningen på unge talenter fra Mali. Efter sommerens ankomst af den 18-årige forsvarsspiller Mouhammade Camara har århusianerne nu også sikret sig Ibrahim Traoré, der ligeledes imponerede under et prøveophold tidligere på året.
Mens Camara allerede har fået en langtidskontrakt med klubben frem til sommeren 2030, tiltræder Traoré på en lejeaftale gældende til sommeren 2026.
Den 18-årige midtbanespiller kommer fra Derby Football Club de Kalaban Coura i Mali og beskrives som en dynamisk og alsidig spiller, der både kan dække de centrale pladser og operere på kanten. Det oplyser AGF på deres hjemmeside.
Traoré bliver i første omgang en del af AGF’s U19-trup, hvor landsmanden Camara allerede huserer. Han skal samtidig træne med omkring førsteholdet for at fortsætte sin udvikling i det århusianske miljø.
Midtbanetalentet fik en lovende debut for AGF U19 i weekendens sejr over Lyngby og flytter nu ind på Andelskassen Akademiet, hvor klubbens største ungdomstalenter har base.
AGF fortsætter dermed sin strategi om at identificere og udvikle unge spillere med internationalt potentiale – og de to maliske profiler ser ud til at blive en vigtig del af klubbens fremtidige talentarbejde.