Analyse: 4-3-3 i Prag med Nørgaard i forsvaret?

Når Danmark løber på banen i Prag mod Tjekkiet, så bliver det interessant at se den danske formation og startopstilling. Vi skal næppe forvente den store paladsrevolution, men spørgsmålet er om Riemer går med Nelsson eller Nørgaard i centerforsvaret.

Joachim Andersen er tilbage efter karantæne og træder uden tvivl ind i centerblokken og tager den ene plads. En alternativ løsning kan være at slå over i en 3-4-2-1 variant, men givet tjekkerne spiller en lidt old school og langsom 3-5-2 formation, så vil en spejling næppe give danskerne det øgede overtag. 

Tjekkiet vil være farlige i det omfang, som de kan skubbe alle kæder med frem og slå indlæg. Det skal Danmark undgå. Tjekkiet har flere luftmonstre med, som ikke skal sættes op. Men det faktum taler for Christian Nørgaard fra start. Han kender den type duelspil til fingerspidserne og er virkelig skarp til at gå diskret på kroppen af sin modstandere og dermed spolere hovedstødsmulighederne. Uden at begå straffespark.

Hans ro og rutine i opspillet kan også ende med at sende Nelsson på bænken.

Hvis Danmark holder fast i 4-3-3-formationen, så få de to kanter en uhyre vigtig opgave ikke mindst i omstillingerne. Hvis Tjekkiet fanges langt fremme, så vil der bag de tjekkiske wingbacks være en mindre motorvej, der skal udnyttes. Ikke kun til dybdeløb, men også for at trække værternes 3mandsforsvar ud og skabe huller til Højlund. Dem der så Tjekkiets kamp mod Irland, så hjemmeholdets forsvar være i store problemer med hurtigt direkte spil. Det skal tippes til Danmarks fordel.

Damsgaard er tilmed så meget en sideforskudt playmaker, at han vil gøre den centrale midtbane i boldbesiddelse til en firemands konstellation frem for at få kridt på støvlerne ude ved sidelinjen.

Dermed kan vi få en opstilling som: Hermansen – Bah, Andersen, Nørgaard, Mæhle – Hjulmand, Højbjerg, Froholdt – Isaksen, Højlund, Damsgaard

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League