Analyse: FCM skal over skuffelsen – nu!
FCM er ude af Europa League. Det skete på dramatisk vis efter et nederlag til Nottingham Forest efter straffesparkskonkurrence. Et punktum som på ingen måde var FCM’s europæiske kampagne værdig. Langt fra. Alle tre spark fra pletten blev brændt – Forest høvlede stensikkert deres spark ind. Næsten symbolsk. Som sagde englænderne ‘fint nok at I er nået så langt, nu skal I se, hvordan man gør’. Forest havde tabt den første kamp, men fik ‘reddet’ sig i land takket være håbløse FCM-straffespark.
FC Midtjylland har al mulig grund til at ryste den skuffelse af sig – de har leveret på fremragende vis i Europa League herunder to sejre ude mod netop Nottingham Forest. Men der er et stykke vej endnu.
Det var således tankevækkende, at cheftræner Mike Tullberg efter kampen sagde, at ikke mange af hans spillere havde modet til at sparke. Det kunne man se. Og det mod skal han have banket ind i sine spillere, hvis FCM til næste sæson skal tage skridtet videre. De må ikke være bange for at levere og bidrage til de store resultater.
Men man havde det på fornemmelsen allerede i sidste runde af Superligaen. Et hjemmenederlag til FCN indikerede en vis nervøsitet før mødet med Forest.
Nu har Tullberg en vigtig opgave. Europa skal glemmes for nu. Fokus tilbage på Superligaen og finde tilbage til det dominerende spil, der tryllebandt os i efteråret. Den aktuelle nedtur skal overvindes med det samme. I værste fald kan FCM potentielt stå tilbage efter en sæson med enorme løfter, men et exit i Europa League efter et skuffende punktum, en tabt pokalfinale til FCK og et mesterskab der lander i Aarhus.
Det er nu Tullbergs opgave at sikre det ikke sker fordi vinder FCM ikke noget som helst, så bliver det fortællingen om sæsonen. En sæson der lovede så meget, men gav ingenting.