Assistent stopper i BK Frem
BK Frem er i øjeblikket på jagt efter en ny cheftræner, der skal afløse Marc Thevis, der blev fyret for to uger siden.
I sæsonens to sidste kampe har træneropgaven været løst af Andreas Hermansen, der i januar overgik fra at være spiller til at blive assistenttræner i klubben.
Nu stopper også Andreas Hermansen i BK Frem. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
“Min tid i Frem har betydet utrolig meget for mig. Både som spiller og som træner. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for de oplevelser, det fællesskab og den tillid, jeg har fået igennem årene. Frem vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg vil altid bære klubben med mig, uanset hvor jeg ender,” siger Andreas Hermansen.
BK Frem oplyser, at Andreas Hemmingsen har ønsket at stoppet af personlige årsager, mens man samtidigt takker ham for indsatsen i klubben.