Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

B.93-boss:  Vi kan blive en svær cocktail

Foto: B.93
Betinia Liga
1/10/2025 14:34

Det har været enten-eller for B.93 den seneste tid.

Enten har holdet vundet, eller også har de tabt, og før mødet med Middelfart i den forgangne weekend kunne virkeligheden da også gå i enten plus eller minus.

For med et nederlag til bundproppen fra Vestfyn ville B.93 synke ned i dynget af Betinia LIGA. Omvendt ville en sejr betyde, at B.93 kunne komme op på 14 point og dermed blive en integreret del af ligaens midterfelt.

Endda med gåaftand til sub-toppen af tabellen.

Heldigvis for B.93 endte mødet med Middelfart med en sejr på 1-0, og det er Østerbro-drengenes cheftræner, Kasper Lorentzen, ikke overraskende er glad for.

Også selvom han, ifølge eget udsagn, ikke bruger særlig meget tid på at nærstudere tingenes tilstand i tabellen.

“Alle folk kigger på tabellen, men jeg forsøger at lade være, og siger til mine spillere, at de skal gøre det samme.”

“Der er flere holdninger og meninger om fodbold end der er til alt muligt andet, så det gælder om at holde snuden i sporet, og i stedet holde fokus på det, vi selv laver.”

Og det har været godt. I hvert fald rent offensivt. B93 er således det hold i Betinia LIGA, der indtil videre har produceret næstflest afslutninger. Til gengæld kniber det med defensiven, der pt. er den næstdårligste i ligaen.

En statistisk virkelighed, som B.93'S kamp mod AaB i forrige weekend var et priviligeret eksempel på.

På Aalborg Portland Park spillede B.93 nemlig en pragtkamp i og omkring AaB straffesparksfelt. Til gengæld var eget felt en gavebod. Og kampen? Ja, den endte 3-0 til AaB.

“Vi skal blive lidt mere modne i den måde, vi afvikler kampene på, og blive ved med at arbejde på, at få større udbytte af de rigtig mange gode ting, vi leverer.”

“Mod Middelfart spillede vi (rent offensivt, red.) en mindre god kamp og kampbilledet blev alt for meget tjubang.”

“Omvendt stod vi bedre rent defensivt, og kan vi kombinere vores normale offensiv med den defensiv, vi vidste mod Middelfart, så begynder vi, at blive en svær cocktail.”

En cocktail, der dog kræver hårdt arbejde, at mikse sammen.

“Det kommer ikke bare af sig selv, og det er ikke nemt. For hvis det var det, så kunne alle jo bare gøre det.”

“Men bliver vi ved med at holde fokus på - og arbejde med - os selv, så får vi som fortjent på den lange bane.”

Første skridt i retning af en bedre balance mellem offensiv og defensiv, og større skarphed i begge ender af banen, begynder lørdag eftermiddag på Riisvangen Stadion.

Her gæster B.93 nemlig Aarhus Fremad. Opgøret fløjtes i gang klokken 14.00.  

(Foto: B.93)

Jakob Genz