Se tallene: Så mange point kræver en oprykning

Der er spillet 11 runder af sæsonen og Lyngby er på toppen af Betinia LIGA.
Her er De Kongeblå Superliga-nedrykkere noteret for 21 point, hvilket giver et pointsnit pr. Kamp på 1,91.
Det er godt, men statistisk set ikke godt nok.
I hvert fald ikke hvis sæsonen skal ende med en tilbagevenden til Superligaen. Det viser tallene fra de seneste fem sæsonudgaver af Betinia LIGA.
For hvis man skal sikre sig oprykning til det højeste luftlag i dansk fodbold, kræver det i snit 63,6 point.
Eller sagt på en anden måde; en adgangsbillet til Superligaen kræver et pointsnit pr. kamp på 1,99.
Mindre kan nu også gøre det.
For da Hvidovre i sæsonen 2022/2023 - via en andenplads - spillede sig op i Superligaen, var det med 58 point på kontoen.
Og kaster man et blik på Lyngbys aktuelle form i Betinia LIGA, så er der bestemt også udsigt til et bedre pointsnit pr. kamp.
Således er Andreas Bjellands mandskab uden nederlag i fem kampe, hvoraf de seneste tre er endt med sejre på stribe.
Sejre var der også mange tilbage i sæsonen 2021/2022, hvor Lyngby var nede og vende i landets næstbedste række, men endte med at spille sig op i Superligaen.
En oprykning, der blev realitet takket været et pointsnit pr. kamp på 1,97.
Hvad en oprykning kommer til at kræve i denne sæson, vil tiden vise. Sikkert er det, at 12. spillerunde af Betinia LIGA finder sted torsdag, fredag, lørdag og mandag.
(Foto: Lyngby Boldklub)
