Endnu en forstærkning til FA 2000
FA 2000 ligger ikke på den lade side i vinterpausen, hvor man udover forlængelser med offensivprofilerne Mica Atici og Devon Bernasko Appu har sikret sig ligaens topscorer, Bjørn Paludan, mens midtbanen er blevet styrket med tilgangen af Louis Peña.
Nu er der også hentet forstærkning til de bagerste geledder, da Benjamin Meibom skifter fra Holbæk B&I.
“Benjamin har vist sig frem fra årets begyndelse. Han har vist en god tilstedeværelse, er god til at dirigere og har et spændende venstre ben. Han indlemmes i truppen og skal tage del i en skarp konkurrence vi har i vores bagkæde,” siger cheftræner i FA 2000, Semere Haile.
Venstrebensspilleren selv glæder sig til at blive en del af FA 2000, der overvintrer som nummer to i CampoBet 3. Division.
“Jeg er rigtig glad for at blive en del af FA 2000. Allerede på kort tid har jeg kunnet mærke det stærke miljø, der er både på og uden for banen. Det er et utrolig godt omklædningsrum med nogle virkelig gode gutter, som jeg glæder mig til at blive en del af. Jeg håber, jeg kan være med til at levere en rigtig god forårssæson oven på den flotte efterårssæson,” siger den nyslåede FA 2000-spiller.