NFC bokser i højere vægtklasse: Vi kan sagtens være med
Nykøbing FC har direkte kurs mod en oprykning til CampoBet 2. Division.
Med et ti point stort forspring til de nærmeste konkurrenter i egen række, så giver det god mening at teste sig af mod nogle af de hold, man potentielt kan stå overfor i næste sæson.
Torsdag gjorde Nykøbing FC netop det, da man spillede 2-2 mod Næstved i en testkamp, hvor den farlige angriber Emmanuel Ogude stod for begge NFC-kasser.
NFC-træner Mikkel Thygesen var efterfølgende godt tilfreds.
“Næstved er et dygtigt hold og er i toppen af 2. division. Dem spiller vi lige op med i dag. Vi har måske ovenikøbet de største muligheder for at tage sejren. Det var en stærk præstation af drengene,” siger Mikkel Thygesen.
“Det giver selvfølgelig noget for os, at vi kan se, at den række, som vi stiler efter at rykke op i, jamen, der kan vi sagtens være med.”
Fælles for begge mandskaber i testkampen var naturligvis, at man fik prøvet en del ting og spillere af. Derfor var der også flere unge spillere, der fik en tur på banen.
Men alder spiller ellers ingen afgørende rolle for spilletid i Nykøbing FC, siger Mikkel Thygesen.
“Det viser den kultur, som vi generelt har i NFC. Om man er ung eller gammel, det spiller ingen rolle, når man er inde på banen. Spillerne går ind og taget ansvar. Vi har en masse kvalitet i truppen og det er dejligt at se i endnu en træningskamp.”