Brøndby ansætter englænder til trænerstaben

Brøndby IF har i dag præsenteret engelske Ben Dawson som ny assistenttræner på klubbens Superliga-hold. Den 44-årige træner kommer med solid erfaring fra Premier League og skal nu være en del af trænerstaben sammen med cheftræner Steve Cooper og assistenttræner Alan Tate.
Ben Dawson har tilbragt det meste af sin trænerkarriere i engelsk fodbold – primært hos Newcastle United, hvor han i 11 år arbejdede med klubbens ungdomsafdeling. I en periode på halvandet år var han også assisterende manager for Newcastle Uniteds førstehold i Premier League.
Senest har Dawson arbejdet sammen med både Steve Cooper og Alan Tate i Leicester City, og nu genforenes trioen på Vestegnen.
Ben Dawson træder ind i rollen som assistenttræner med øjeblikkelig virkning og ser frem til udfordringen i dansk fodbold:
"Brøndby handler om fællesskab, familie og hårdt arbejde. Det er værdier, jeg selv identificerer mig med – både som menneske og som træner. Jeg er vokset op i det nordøstlige England, hvor de samme dyder betyder alt. At komme til en klub som Brøndby IF føles helt naturligt," siger Ben Dawson til Brøndbys hjemmeside.
Han tilføjer:
"Jeg kender både Steve og Alan fra tidligere, og det bliver spændende at arbejde sammen med dem igen. Jeg ser også meget frem til at blive en del af en ny fodboldkultur og til at lære både klubben og fansene at kende. Når man tænker på dansk fodbold i England, er Brøndby det første navn, der dukker op."
Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes glæder sig over tilføjelsen til trænerstaben:
"Med Ben Dawson i teamet har vi nu endnu stærkere forudsætninger for at udvikle både holdet og den enkelte spiller. Han tilfører vigtig erfaring og faglighed, og sammen med Steve Cooper, Alan Tate og Henrik Hansen har vi nu et komplet trænerteam med stærke, komplementære kompetencer."
Med ansættelsen af Ben Dawson består Brøndby IF’s assistenttrænerteam nu af Alan Tate, Henrik Hansen og Ben Dawson, med Steve Cooper som cheftræner.
