Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Troels Bech før Brøndby: Falk er en enorm kulturforstærker

Foto: LigaManager
3F Superliga
27/9/2025 8:12

I sommerens transfervindue hentede OB i alt seks spillere, heriblandt 33-årige Rasmus Falk, der efter ni år og 236 kampe for FC København vendte hjem til Ådalen, hvor middelfarterens professionelle karriere begyndte i 2010.

Da Rasmus Falk skiftede fra OB til FC København skabte det røre i den fynske andedam, hvor ord som ‘Forræder’ fik bølgerne til at gå højt.

Men ikke hos Troels Bech. Det siger OBs sportsdirektør til LigaManager.

“Jeg var ikke blandt dem, der blev stødt, da han forlod OB til fordel for FC København. Det glæder mig da også, at se, at tiden læger alle sår,” lyder det således fra Troels Bech, der henviser til, at OBs fans har taget godt imod Rasmus Falk.

Det manglede også bare. I hvert fald, hvis det står til Troels Bech.

“Rasmus er en enorm kulturforstærker. Både som person og som fortælling, men også på banen, hvor man ikke kan andet end at beundre den selvopofrelse, han har i sit spil.”

“Derudover skal man huske på, hvor meget Rasmus selv gjorde for at vende tilbage til OB. Ikke mindst økonomisk.”

“Rasmus er kort og godt en topdedikeret gut, der virkelig gerne vil hjem, og det er jeg glad for, at han er kommet,” slutter Troels Bech, der fredag gav et stort interview med LigaManager, hvor han sætter ord på det identitetsprojekt, OB lige nu er i fuld gang med, og hvor Rasmus Falk spiller en central rolle.

OB møder søndag aften Brøndby på udebane. Kampen fløjtes i gang klokken 20.00.

Jakob Genz