Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Taber AGF igen på kunstgræsset i Farum?

Optakt til FC Nordsjælland - AGF i Superligaen
3F Superliga
27/9/2025 11:35

Nøøøj, Jakob Poulsen havde svært ved at holde smilet og begejstringen tilbage, da han gav interview til Viaplay efter den flotte 1-0 sejr over Brøndby sidste søndag. 

Og det skal han da heller ikke! Det kører nemlig som smurt i Ceres for AGF, der for første gang i 16 år indtager Superligaens førsteplads to runder i træk.

De Hvii’e er oppe på seks flotte Superliga-sejre i rap. Deres længste sejrsstime siden 2019. 

Nu handler det om, som alle spillerne i øvrigt klogt udtaler, at bevare fødderne på jorden og blive ved med at arbejde benhårdt. 

På et tidspunkt må stimen dog stoppe, og hvis man kigger på de indbyrdes statistikker mod FC Nordsjælland, vil det ikke være voldsomt overraskende, hvis Right To Dream Park bliver endestationen. 

De seneste tre indbyrdes opgør i Farum er endt med sejr til FC Nordsjælland. Endda med en imponerende målscore på hele 10:2. 

Jens Olsens tropper kommer dog til opgøret ovenpå en skuffende indsats i Randers, hvor de efter en ellers godkendt første halvleg blev kørt ud af Cepheus Park efter pausen. 

Især offensivt har nordsjællænderne haltet efter i sæsonens indledning med forholdsvis beskedne 12 scoringer, og Superligaens næstlaveste xG på kun 9,9.

Alexander Lind har endnu ikke fået hul på målbylden, mens nyindkøbet Ola Solbakken indtil videre også har været et skuffende bekendtskab. 

Se om FCN får gang i målscoring imod rækkens bedste defensiv. Der er kampstart søndag den 28. september klokken 18:00. 

Find odds på kampen her.

Mads Larsen