Brøndby så stærkt udtryk

Der var stor tilfredshed hos cheftræner Frederik Birk efter Brøndbys overbevisende 3-0-sejr over Silkeborg IF i sæsonpremieren søndag i 3F Superligaen.
"Jeg så et fuldt Brøndby-udtryk. Jeg så, at det var helstøbt, og at det var et hold, der hang sammen. Hvis vi var lige ved at blive spredt ad, så fandt vi sammen igen, og alle knoklede for hinanden. Det gælder både dem, der startede inde, og dem, der kom ind," fortæller Birk til klubbens hjemmeside.
Han fremhævede især holdets sammenhængskraft og kollektivets betydning:
"Vi har dygtige spillere, som virkelig kan noget, når det klikker, men det handler om, at vi står sammen, og det gjorde vi. Det så helstøbt ud."
Samtidig understregede han respekten for modstanderen og glæden over holdets taktiske disciplin:
"Jeg har enormt stor respekt for det, som Silkeborg kan. Vi var gode til at have tålmodigheden, selv om vi sommetider havde et lidt lavere udtryk, når vi skulle angribe. Når vi så mistede bolden, så havde vi lige netop det udtryk og genpres, som jeg godt kunne tænke mig, bliver herskende for det her hold på Brøndby Stadion," slutter cheftræneren.