Brøndby sælger talent til hollandsk klub

Brøndby IF har indgået en aftale med den hollandske klub FC Emmen om salget af den 19-årige midtbanespiller Adam Claridge.
Claridge, der er et produkt af Brøndby Masterclass, har i den forgangne sæson været en del af U19-holdet og har samtidig været involveret i Superliga-truppen både i løbet af sæsonen og under sommerens opstart. Hans kontrakt med Brøndby IF stod til at udløbe ved årsskiftet.
Den unge midtbanespiller fortsætter nu karrieren i FC Emmen, som spiller i den næstbedste hollandske række. Klubben har base i den nordlige del af Holland og er kendt for at satse på unge spillere og udvikle talenter til højere niveauer. FC Emmen spillede senest i Æresdivisionen i 2022/23 og arbejder aktuelt på at vende tilbage til landets bedste række.