Bundbrag i Aarhus: Svanerne flyver med selvtillid
Hvem skal holde jul og nytår med Middelfart under nedrykningsstregen i Betinia LIGA?
Det får vi måske et fingerpeg om på den anden side af søndagskampen mellem Aarhus Fremad og HB Køge. De to hold er i hvert fald en del af det trekantsdrama, som også Hobro, der torsdag tabte 0-1 til Hvidovre, er en del af.
Aarhus Fremad er tre point fra den forkerte side af nedrykningsstregen, HB Køge er blot to, og vinderen kan derfor tage et afgørende skridt i retning af en lysere fremtid i bunden af Betinia LIGA.
Her er HB Køge i bedre form end Aarhus Fremad. Aarhusianerne har ikke vundet i seks kampe på stribe, og i perioden kun hentet tre point. HB Køge har derimod hentet syv point i de seneste fire kampe, og kommer derfor til Aarhus med tro på egne evner.
Selvtilliden skyldes også, at HB Køge, tilbage i slutningen af juli måned, vandt det omvendte opgør med 2-1 hjemme på Capelli Sport Stadion.
Og apropos stadion, så spilles søndagens kamp ikke på Aarhus Fremads sædvanlige hjemmebane, Riisvangen Stadion, men derimod på Ceres Park Vejlby.
Det er en beslutning, der er truffet i samarbejde med årstidens vejrguder, men skal også ses i lyset af de stadionplaner, som Aarhus Fremad fremlagde tidligere på ugen.
Riisvangen Stadion skal nemlig opgraderes markant, hvilket du kan læse mere om HER! Bunddramaet mellem Aarhus Fremad og HB Køge kan du til gengæld overvære fra klokken 14.00, hvor kampen fløjtes i gang.