Dadason om utrolig rekord: En fantastisk følelse

“Det er en fantastisk følelse. Jeg er glad for at kunne hjælpe mit hold. Jeg er selvfølgelig kun glad for også at score mål, men sejren er det vigtigste”.

Sådan lød det fra FC Københavns unge målscorer Dadason i minutterne efter sæsonens første sejr i Champions League. Viktor Dadason åbnede ballet efter 26 minutter, hvorved han gjorde sig selv til rekordmand. Han er den yngste spiller, som i Champions League har scoret mere end ét mål. Med målet slog han Lamine Yamal med 51 dage.

“Da vi kom foran 3-0, blev vi måske lidt for komfortable. Så får vi en scoring imod os, og afslutningen bliver lidt stressende, men jeg er glad for at vi holdt fast og fik sejren i hus. Fejl i fodbold er, hvad der sker, så der er ikke andet at gøre end at fortsætte”, kommenterede Dadason videre om selve sejren og med henvisning til den kæmpe fejl fra målmand Kotarski, der unødigt bragte Kairat Almaty tilbage i kampen.

“Han er selvfølgelig klar over, at han begik en fejl, men der er ingen af os, som bebrejder ham noget”, fastslog islændingen, som nu altså kan kalde sig Champions League rekordholder.

“Det er mit job at hjælpe holdet og score. Jeg er glad for, at jeg fik scoret og nu har slået rekorden, men først og fremmest gælder det om at hjælpe holdet, så godt jeg kan”, fastholdt han beskedent på aften, hvor træner Jacob Neestrup vurderede Dadason til “ikke at have sat en fod forkert”. Og det var selvsagt en god følelse at få sæsonens første Champions League-sejr i hus.

“Det føles fantastisk. Det er tre store point i dag og forhåbentlig giver det os en chance for at kvalificere os videre. Vi håber selvfølgelig stadig på at gå videre”, fortsatte Dadason, som også havde store roser til overs for oplæggeren til det første mål; Robert.

“Han var fremragende. Helt utrolig i mand-mod-mand, på sine indlæg, han scorede et mål, lavede en assist, man kan ikke rose ham nok i dag. Han har så mange evner og kan han fortsætte på det her niveau, tror jeg, at han bliver en virkelig god spiller”.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet