Delaney om udvisning: Vidste godt det var game over

Thomas Delaney havde svært ved at skjule frustrationen, da han mødte pressen efter FC Københavns 1-1-opgør mod Napoli i Parken. Midtbanekaptajnen blev udvist allerede før pausen, men heldigvis leverede FCK en heroisk indsats i undertal. Det var Delaney lettet over, men den personlige skuffelse fyldte dog stadig noget, da han efterfølgende mødte pressen.

“Jeg har det bedre nu, end jeg havde for en halv time siden. Det er tungt at vide, at jeg har en stor andel i, at det bliver meget svært for os,” sagde Delaney ærligt.

Udvisningen kom efter en tackling, hvor Delaney ramte Lobotka med en heftig stempling. En situation, han selv accepterede udfaldet af.

“Jeg rammer ham over anklen. Selvom det ikke var med vilje, er det nok et textbook rødt kort. Da jeg så dommeren gå ud til skærmen, vidste jeg godt, at det var game over,” forklarede han.

På vej mod omklædningsrummet var der kun én tanke i hovedet på den rutinerede midtbanespiller.

“Der bandede jeg ad mig selv. Det var et nederlag at efterlade holdkammeraterne i den situation. Det er altid tungt – og endnu tungere at sidde dernede og ikke kunne bidrage.”

Alligevel voksede stoltheden i takt med, at minutterne gik. For FCK stod imod presset fra de italienske mestre og fik et resultat, der holder liv i håbet.

“Kæmpe ros til Parken og til mine holdkammerater. Det er en pragtpræstation i en svær situation. Måske fandt vi noget energi, vi ikke vidste, vi havde,” sagde Delaney, der afviste enhver tanke om, at han selv havde det hårdere end holdkammeraterne på banen.

“Det er min skyld, at de måtte løbe ekstra. Jeg skal ikke stå her og sige, at jeg havde det værst.

Resultatet betyder, at FCK fortsat har mulighed for at gå videre inden sidste runde. Men Delaney selv må se den afgørende kamp fra sidelinjen.

“Lige nu fylder det ikke så meget. Det kommer nok om et par dage. Men præstationen i dag viser, at vi er et hold, man kan regne med – også resten af sæsonen.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet