Derfor jublede Grot ikke efter hattrick
Efter sit første hattrick i karrieren mod FC Nordsjælland mandag aften valgte OB-angriberen Jay-Roy Grot en afdæmpet fejring. På trods af de tre scoringer mod topholdet var der ingen store armbevægelser fra den hollandske angriber – og det var der en særlig grund til.
“Det var personlige årsager. Jeg var ikke helt tilfreds inde i mit hoved, så det er grunden til, at jeg ikke jublede. Men dybt inde var jeg selvfølgelig glad,” fortæller Jay-Roy Grot til Viaplay.
Da Grot blev spurgt, om den manglende jubel havde noget med cheftræner Alexander Zorniger at gøre, afviste han at gå i detaljer.
“Lad os ikke tale om det. Det var bare personlige årsager,” lød det kort fra angriberen.
Han lægger dog ikke skjul på, at der indimellem har været gnister i samarbejdet med den tyske træner.
“Det er godt at arbejde med ham. Vores forhold er interessant. Han er en ilter person, og jeg er en ilter person. Nogle gange støder vi hovederne sammen, men vi har også gode snakke. Jeg synes, vores forhold er okay,” siger Grot med et smil.