Esbjerg-boss: Superliga om tre år
Esbjerg fB er på rette vej. Den vestjyske traditionsklub har haft et fornemt efterår i både Betinia LIGA og DBU Pokalen, og i begge turneringer har fans, folk og fæ valfartet til Blue Water Arena.
Kort sagt; fodboldfeberen raser i Esbjerg. Det samme gør drømmen om, at vende tilbage til Superligaen. Hvornår drømmen går i opfyldelse, må tiden vise, men ifølge klubbens direktør, Allan Agerholm, så skal Esbjerg være tilbage i landets fornemmeste fodboldselskab om tre år.
Det fortæller Allan Agerholm i et interview med Jyske Vestkysten, hvor han også udtaler, at en oprykning til Superligaen ikke kræver en ny storinvester, om end han gerne ville have én a la FC Midtjylland:
“Hvis vi kommer tilbage til det budget, EfB havde, da klubben senest var i superligaen, kan vi godt etablere os, og det var jo uden én stor investor.”
Men til trods for, at Allan Agerholm ikke ser en storinvestor som en forudsætning for en bæredygtig superliga-økonomi, vender han ikke ryggen til ideen, og henviser til FC Midtjylland:
– Jeg tror da, at Anders Holck Povlsen snakker med, når det drejer sig om forretningen i FC Midtjylland, men han holder sig væk, når det gælder det sportslige. Det er for mig at se en god løsning,” slutter Allan Agerholm.