Falk forklarer skiftet til OB

Rasmus Falk er igen at finde i OB-trøjen, efter at skiftet fra FC København blev en realitet tidligere på sommeren. Efter en lang periode som en fast del af startopstillingen i hovedstadsklubben oplevede den rutinerede midtbanespiller i foråret markant mindre spilletid – en udvikling, han havde svært ved at acceptere.
"Det var også mærkeligt for mig. Det lægger jeg ikke skjul på. Jeg er selvfølgelig ikke enig i beslutningen, men de træffer en beslutning, og så træffer jeg også en beslutning. Det er som udgangspunkt ikke tilfredsstillende for mig at være joker, og jeg synes, jeg kunne bidrage med mere," siger Falk i et stort og interessant interview med Viaplay.
På spørgsmålet om, hvorvidt han i perioden følte sig ydmyget, svarer han:
"Jo, der var et tidspunkt, hvor jeg møder op og tænker… Jeg har det jo sådan, at alle er lige, så der skal ikke forskelsbehandles på tingene. Men jo, der var et tidspunkt, hvor jeg mødte op og blev sendt på tribunen, hvor jeg tænkte, at det var det mest trælse, jeg havde prøvet i min tid derovre," siger han.
Efter mere end syv sæsoner i FCK valgte Falk dermed at vende hjem til klubben, hvor karrieren tog fart. I OB venter nu en ny rolle – og nye udfordringer – for den erfarne midtbanespiller, der er udpeget som anfører af OB's nye træner, Alexander Zorniger.