FCM hårdt ramt af sygdom: Cheftræner ikke på sidelinjen
FC Midtjylland er ramt af sygdom op til dagens opgør mod OB og nu har det også fået konsekvenser på trænerbænken.
Venstreback Victor Bak missede senest pokalsemifinalen mod AGF med sygdom, og ifølge klubben har influenza ramt flere spillere i truppen. Nu er også cheftræner Mike Tullberg blevet syg.
Det betyder, at han ikke kommer til at stå på sidelinjen under søndagens kamp i Odense.
Det bekræfter ulvenes fodbolddirektør Jacob Larsen over for TV 2 Sport.
– Vi har været lidt ramt af noget influenza. Der er nogle spillere, der har haft det dårligt, og nu er Tullberg så også ramt. Han er her, men han kommer ikke til at give interviews eller tale med nogen. Det siger meget om ham, at han tager turen herned, selvom han er syg, udtaler Jacob Larsen.
– Han kommer til at være omkring holdet, men han kommer ikke til at være tæt på nogen spillere, uddyber Jacob Larsen.
I stedet bliver det assistenttræner Allan K. Jepsen, der vikarierer som cheftræner under kampen.
Opgøret mellem OB og FC Midtjylland fløjtes i gang klokken 16.00 på Nature Energy Park.